Dagens rytme
Når huset åbner, bliver der sat brød i ovnen, så børnene få dejlig nybagt brød til deres samling kl. 9.
Kort efter åbning, begynder de første børn at ankomme. De bliver taget i mod med et "Godmorgen" både til barn og forældre. Nogle børn kan godt lide at sidde hos eller ved siden af en voksen, bare lige et øjeblik, indtil de er klar til at gå i gang med leg. Andre vil gerne lige have lov til selv at tulle lidt rundt i huset, inden de er klar til leg.
Vi har nogle forskellige steder hvor der vinkes, og kan godt være svært, men der er altid en voksen som gerne vil hjælpe med at sige farvel.
Stille og roligt ankommer alle børn og kl. 9 går alle børn på deres stue og holder formiddagssamling. Her er der tilbud om brød, frugt/grønt og en tår at drikke. Her bliver der også talt om hvad dagen bringer og nogle gange bliver der fortalt historie eller sunget sange.
Efter samling begiver de forskellig grupper sig ud i dages aktiviteter. Alle grupper har lavet en ugeplan og hos nogle grupper kan det være en tur ud af huset, andre laver rytmik, yoga eller massage. Andre igen går måske på insektjagt på legepladsen. Der sker mange spændende ting som alt sammen bliver beskrevet på vores intranet AULA. Det gør det ofte nemmere for forældrene at tale med børnene om deres dag.
Ca. kl. 11 bliver der serveret et måltid mad. Vi får rugbrød ca. 2 gange om ugen og resten af dagene er det varm mad. Vi serverer varieret kost som enten er økologisk eller dansk produceret.
Efter frokost går alle børnehavebørn på legepladsen, uanset vejret. Her ser vi på hvad børnene ønsker at lege med og laver læringsmiljøer ud fra det. Det kan bl.a. være en cykelbane eller bygge sandslotte i sandkassen. Vuggestue børnene bliver puttet efter deres frokost.
Efter en god lur eller en dejlig tid ude, er det tid til lidt eftermiddagsmad.
Herefter kan børnene lege på tværs af stuerne med det de er optaget af. Nogle kan have haft en god og spændende leg i gang, som genoptages. Andre finder sammen i andre legekonstellationer grundet et fælles tredje.